Chefgreenkeeper

Kære medlemmer.

Jeg hedder Henrik Jensen. Jeg har en baggrund som uddannet anlægsgartner og en greenkeeperuddannelse i Trelleborg Golfklub. I 2015 var jeg ansat på Great Northern Golfklub i Kerteminde. Hvor jeg var 3 år i anlægs og opstartsfasen. Senere kom jeg tilbage til Trelleborg som alm. greenkeeper. Men da chancen bød sig ansøgte og fik jeg ønskejobbet som Chefgreenkeeper for Næstved Golfbane, som jeg synes er en meget smuk og interessant golfbane med en fantastisk beliggenhed. Jeg glæder mig til at give banen et løft.

Jeg er meget  taknemmelig for den frivillige gruppe i klubben. De er i høj grad er med til at løfte niveauet på banen gennem diverse arbejdsopgaver som at holde vandkanter, klippe græs om solitærtræer, beskæring af krat og buskads samt at holde bunkerkanter.  Opgaver som frigiver mere tid til de ansatte greenkeepere til de mere basale opgaver.

Der skal laves en løbende 5 års plan for banen i samarbejde med klubben. Men allerede i efteråret blev der fræset træstubbe på bagni og disse skal dækkes med jord og eftersås. Hul 14 har fået fjernet en hel del hasselbuske i lunden til venstre for de høje egetræer. Desuden er volden i højre side blevet udtyndet. Fairway vil blive ført nærmere volden, og greenbunkeren er blevet udvidet ind foran greenen. På hul 18 er al bevoksning på volden fjernet, så de flotte, store egetræer nu danner baggrund for greenen.

For at spare tid til arbejdet med greens, vil der fremkomme områder med uklippet rough på steder, hvor det ikke burde have indflydelse på golfspillet. Tilgengæld vil det give de enkelte huller lidt mere karakter og være til gavn for flora og fauna. Der vil derudover blive anlagt blomstereng i venstre side ved hul 16. Det er er oplæg til ansøgning om at blive bi-mærket.


Hvert hul vil blive individuelt planlagt med hensyn til udformning af fairway, klipning omkring greens - herunder etablering af “roll of”- områder - og for at undgå store maskiner omkring disse. Generelt skal det være sværere at komme ind/ned i røde strafområder, men til gengæld nemmere at komme ned i greenbunkers.

Fremadrettet ønskes alle rosen-/slåenkrat fjernet, så det bliver muligt at finde og evt. spille bolden uden at man  ødelægger ens tøj. Pink teesteder gøres større, så maskinerne ikke altid kører i det samme spor, rettes op og forhåbentlig på et tidspunkt med automatisk vanding.



Klippehøjde og frekvens:
Greens 3-5 mm dagligt
Forgreens og teesteder 10-12 mm 2-3 gange om ugen
Fairway 16 mm 2-3 gange om ugen
Semirough 28-30 mm ugentlig.
Klippet rough 60-70 mm hver anden uge
Uklippet rough trimmes 2-3 gange om året.

alt afhængig af vækstbetingelserne.


Driving Rangen længst mod vest etableres med et græsudslagssted for Eliten til træning af indspil. På sigt med vanding af udslagsområdet.  Samtidig kan afstanden til enden af Rangen forlænges med ca. 20 m, så der forhåbentlig ikke slås så mange træningsbolde ind på hul 9. Hækken vil blive klippet ned til halv højde, så man fra udslagsstederne kan se, om der er spillere, der skal drive og spille hul 9.

Fremadrettet vil jeg bruge hjemmesiden til at informere om større arbejder på banen f.eks. prikning, propning af greens, nye tiltag  og beskrivelser om den generelle situation på banen. Eksempelvis opståede problemer mm.

2022 bliver et travlt år. Vi skal således lægge bane til DM for seniorer (5. - 7. august), hvor banen gerne skulle være i tip top stand, men inden da har der været gennemført to Danmarksturneringsweekender (7.-8. maj og 18.-19. juni) ligesom klubbens åbne turnering Næstved Open (DGU ranglisteturnering for U/22 gennemføres 25. juni).

Selvom der bliver nok at se til, håber jeg at der bliver tid til at spille med i Herreklubben. 

Med venlig hilsen

Henrik Jensen, chefgreenkeeper.

Henrik Jensen
Chefgreenkeeper
25 99 77 36
Send email