Troldeungerne er en del af Næstved Golfklubs juniorafdeling og er målrettet mod børn, som kunne tænke sig at prøve golf.
Troldeungerne er et godt sted at starte, hvis du er pige eller dreng og har lyst til at teste om golf er din nye sport.
Vi har som udgangspunkt målrettet Troldeungerne mod de 4 til 10- årige. Men er du yngre eller ældre og synes Troldeungerne passer godt til dig, så er du også velkommen
FORMÅL OG VÆRDIER
Vi ønsker at give Troldeungerne den bedste start på livet som golfspiller.
Fokus på leg, glæde, venskaber og udvikling. Det betyder at vi vægter det sociale højt og at ungerne griner, leger og får masser af succesoplevelser.
Vi vil gerne skabe et miljø hvor børnene trives og er trygge, mens de undersøger om golf er en sport for dem. Troldeungerne skal være gode kammerater, lære at lærer og hjælpe hinanden.
Gå til golf - Træning
Vi mødes hver torsdag fra kl 16:00 til 17:00, hvor vi vil lave en kombination af lege, træningsøvelser og golfaktiviteter på træningsområdet eller par 3 banen.
Disse torsdage er arrangeret i samarbejde mellem klubbens træner og frivillige forældre.
Praktisk information
Har du lyst til at prøve golf så kom forbi en torsdag og deltag sammen med de andre Troldeunger.
Det kræver ingen forkundskaber blot at du kommer i udendørs tøj som giver mulighed for bevægelse. Udstyr kan både børn og voksne låne gratis af golfklubben på dagen.
Vi har desuden en facebookside hvor man får relevant information som turneringer og eventuelle aflysninger m.v.
Pris og tilmelding
Det koster 645 kr. om året at være Troldeunge. Men du må gerne komme et par gange for at tjekke om golf er noget for dig inden du melder dig ind i klubben som Troldeunge.
Er dit barn medlem af Troldeungerne kan du som forældre/bedsteforældre samtidig frit benytte par-3-banen alle ugens dage når du spiller med dit barn.